Viden er eksplosions-trekantens værste fjende. Book et virksomhedskursus til dine medarbejdere. Vi har (endnu) ledige kursusdage i efteråret.


Er dine medarbejdere sikre på – og sikrede af – ATEX?

Arbejder du og dine kollegaer med støv? Eller med eksplosionsfarlige dampe? Eller med væsker, der kan sige puf med lidt for stor kraft? Så har I måske brug for et virksomhedskursus, der folder ATEX-reglerne ud og målretter dem til de unikke arbejdssituationer, som I bokser med.
Lige nu er vi i gang med at fylde kalenderen for efteråret 2016. Der er endnu huller. Men 10 års erfaring viser, at det bliver der ikke ved med at være. Skynd dig at kontakte ATEX-konsulent Per Kragh, så vi kan få reserveret tid til jer.

”Rigtig gode ”koblinger” til virkeligheden. Meget brugbart.” Sådan skriver Torben K-Petersen fra Krüger A/S. Torben deltog i et todages ATEX-kursus i slutningen af 2015.

Kursister med vidt forskellige forudsætninger

Per fra TechCare er – sagt med vanlig jysk underdrivelse – en af Danmarks mest erfarne undervisere i sikkerhed på arbejdspladser med eksplosionsfare. Gennem de seneste 10 år er det blevet til mere end 1200 kurser – de fleste med ATEX- brugerdirektiv som tema. Et af hans særlige fokuspunkter er differentiering. På hvert eneste kursus spænder kursisternes forudsætninger fra stort set intet kendskab til ATEX og til stort kendskab.

”Super godt og yderst relevant. Kurset var perfekt målrettet de kursister, der deltog.” Det mener Nicki Holmgaard, der var på kursus den 13. og 14. juni i år. Nicki er drift-supporter hos DONG – Nybro Gasbehandlingsanlæg.

Stolte, ydmyge og fortsat ambitiøse

Per er god til at undervise. Det har vi omtrent 1000 kursisters ord for. Deres vurdering af vores ATEX-kursers faglige niveau var i gennemsnit 4,5 med 5 som højeste tilfredshedsangivelse. De samme kursister vurderede også kvaliteten af undervisningen til et gennemsnit på 4,5.
De statistiske resultater er vi stolte af. Tallene – eller karaktererne – dokumenterer, at vores kursister får kvalitet, faglig substans og motivation med sig hjem. Men det er kursisternes bemærkninger, der kalder på både ydmyghed og fortsat ambitiøst fokus.

”Bedste kursus ever! Per K’s mission lykkedes. Han gjorde et svært og komplekst stof vedkommende og interessant – og altid med et godt anslag af humor. Kan kun anbefales.” Uno Karpantnichof er arbejdsmiljørepræsentant på Novo Nordisk. Han skrev sin evaluering den 7. juli 2016 efter et intenst todags-kursus i virksomheden.