Når arbejdspladsen er en produktionsplatform

Offshore-tema: Omkring 3000 mennesker har deres arbejdsplads på et af de cirka 20 felter i den danske del af Nordsøen. På Dan Feltet er der knapt 250 ansatte, men aldrig mere end 100 ad gangen, da de fleste arbejder i en arbejdsturnus med to ugers arbejde og tre uger fri.

BEMÆRK: Denne artikel er tidligere publiceret i TechCares magasin ATEX Fokus. Bladet er erstattet af denne hjemmeside.

————————

– Hvis man i pressen kalder det for en boreplatform, så gider vi ikke læse videre. Platformchef Per Skrumsager Andersen griner afvæbnende, men fortsætter på umiskendeligt nordjysk sin advarsel: – Offshoreansatte er meget stolte fagfolk. Det er en del af vores kultur, at tingene skal tjekkes igennem og være helt i orden, ellers går vi ikke videre med opgaven. Når en journalist fejlagtigt kalder en produktionsplatform for en boreplatform, så er resten nok også noget sludder.

Kontrol – irriterende og nødvendigt

Mangfoldigheden i faggrupperne på produktionsplatformene spænder vidt: Elektrikere, maskinarbejdere, installatører, værkførere, kranfører, helikopteransvarlige, smede, sygeplejersker, tekniske tegnere, ingeniører, cateringpersonale, stilladsfolk, svejsere, laboranter, laboratorieteknikere, maskinmestre, elektronikteknikere.

Rettidig omhu er med i alle Mærsk-ansattes værktøjskasse. Også på Dan Feltet. Man går ikke på kompromis med forberedelsen af en opgave, og der er beskrevne detaljerede arbejdsprocedurer, krav om arbejdstilladelse og ekstern kontrol med alt.

At det er nødvendigt men også frustrerende i arbejdsdagen, lægger elektriker Henrik Venø Thorsen ikke skjul på. Han er ansat i vedligeholdelsesafdelingen.

– Vi tjekker selv, om udstyret fx er CE-mærket, som det skal være, og om instrumentet er egnet til den barriere, det skal sidde op af. Og vi bestiller yderligere IS-kalkulationer på land, hvis det er det, vi har brug for. Alligevel kontrollerer vores QC’er (Quality Control, red.) os i alle ender og kanter. Det kan godt være irriterende, selv om det selvfølgelig er fordi, det bare skal være i orden, det vi laver.

Henrik har arbejdet på Dan Feltet i mange år. Han bor i Holstebro i et hus sammen med sin kone. Børn har han ingen af:

– Det ville nok ikke gå. Afsavnet ville være for stort. Man går jo glip af meget med familien, når man er væk 14 dage i træk.

Før jobbet på Nordsøen kørte han i 10 år som rejsemontør: – Det er de samme installationer og isoleret set også de samme opgaver, jeg har herude. Men der er mange flere krav og restriktioner her. På sikkerhed og sådan noget.

Henrik trives med arbejdsformen, der uanset om det er sommer eller vinter, jul, påske eller pinse, består af en rullende vagtplan med to ugers arbejde på platformen og tre ugers fri.

Ikke mindst friugerne tæller tungt på vægtskålen:

– Med et almindeligt arbejde er der for lidt tid til at hygge sig i fritiden. I haven, med famillien. Så bliver weekenderne sådan nogle stressede dage, hvor man skal nå det hele på ingen tid. Med det her arbejde er der god tid, når man har fri. Man kan nyde at arbejde i haven, nyde at lade alting tage den tid, det tager, uden at stresse for at nå det hele.

Lillepølseaften og storepølseaften

Når vagten starter tidligt mandag morgen til briefing i Esbjerg Lufthavn, kan de mange ventende arbejdstimer godt synes lidt uoverskuelige:

– Men så går den første dag jo, og så er det faktisk ikke så slemt. Så når man frem til Lillepølseaften. Det kalder vi den første lørdag på en 14. dages vagt. En slags milepæl på vagten. Den næste hedder Storepølseaften. Henrik griner. – Der kan man næsten ikke få armene ned, for så skal man snart hjem.

Arbejdsdagen begynder kl. 7.00 om morgenen:

– Så får vi det arbejde, Mester har fundet til os. Jeg arbejder på det hele – stærkstrøm og instrumentering. Bortset fra at rense lokummer, så tror jeg, vi laver det meste på platformen.

Og arbejdsdagene er lange. 13 – 15 timer inklusive pauser bliver det til. Knapt 100 timer om ugen. Rengøring, madlavning, opvask og tøjvask er der folk til. De begrænsede fritimer kan de ansatte bruge i motionsrummet, spille billard og bordtennis, gå på internetcafe, slappe af med aviser, blade og bøger på biblioteket eller se tv og film i tv-stuen:

– Der er en rå og god tone herude, indrømmer Henrik. – Man er sådan lidt som en familie … på godt og ondt. Man kender hinanden. Rigtig godt endda. Og man kan ikke undgå at lukke op for posen til ens makker, hvis man går og roder med noget derhjemme – problemer og sådan. Man finder også ud af, hvem man kan fortælle hvad, uden at det kommer ud på hele platformen, siger Henrik.

Trapper og to-personers værelser slider

Medarbejderne frygter ikke for liv og lemmer, når de tager på arbejde på produktionsplatformene. Det siger flere offshoretillidsmænd og elektrikere i foråret til ’Elektrikeren’, der er et medlemsblad for Dansk El-Forbund. Men de mange trapper og to-personersværelser slider på såvel knæ som på tålmodigheden.

Det kan Henrik nikke genkendende til:

– Trapperne. Det er altså det værste ved at arbejde herude. Og så er det bøvlet, at man bor på to på værelserne. Jeg er kommet dertil, at hvis jeg skal bo med min makker fra vedligeholdelsesafdelingen, så beder jeg om at komme sammen med en anden. 24 timer i døgnet. Det er simpelthen for meget. Man er jo meget mere sammen her, end med konen derhjemme. Det kræver tilvending.

Alligevel tøver Henrik ikke:
– Jeg bliver ved, så længe jeg kan holde til trapperne. Hans smil bliver endnu bredere: – Og selv om konen piber lidt engang imellem, så er hun jo også rigtig, rigtig glad, når man kommer hjem igen.

Verdens bedste job

Der er kaffepause i dutymessen. Og det er ikke kun undergrunden, der er energirig her. Kagebordet bugner hver eftermiddag med kaloriebomber, der modsat det meste på feltet er undtaget for krav om Ex-certificering. De mange mænd i oliedekoreret arbejdstøj går til vaflerne. Og til smørbollerne og karameltærten. Og til citronsnitterne og banankagen.

John Hansen hilser vi på, imens vi strider os igennem den gode, cremede lagkage. Den lune mand er teknisk tegner. Han har arbejdet på Nordsøen i næsten 20 år og kan trods den trange plads og de intense arbejdsuger ikke forestille sig igen at skulle arbejde på almindelig vis. Denne arbejdsform giver ham mulighed for at dyrke sin store lidenskab for rundrejser i Asien og trekking i uvejsomme bjerge i Nepal.

Med et krøllet smil forklarer han:

– Jeg har det bedste job i verden. Det konstaterer jeg hver anden uge, når jeg sidder i helikopteren på vej mod Esbjerg Lufthavn. Og så tænker jeg faktisk sådan hver dag i de næste tre uger.