BEMÆRK: Denne artikel er tidligere publiceret i TechCares magasin ATEX Fokus. Bladet er erstattet af denne hjemmeside.
————————
En af de helt store hurdler, når en virksomhed skal i gang med at udarbejde det krævede eksplosionssikringsdokument, er ofte zoneklassifikationen. Denne artikel er en introduktion til, hvordan virksomheden kan finde ud af, om hele eller dele af et anlæg skal klassificeres som eksplosionsfarligt område og – hvis det er tilfældet – hvordan zoneklassifikationen skal udføres. Artiklen tager udgangspunkt i områder, hvor der forekommer brandfarlige væsker.
ER DER OVERHOVEDET EKSPLOSIONSFARLIGE DAMPE?
Først og fremmest kan virksomheden med fordel undersøge, om de brandfarlige væsker overhovedet kan afgive eksplosionsfarlige dampe. For brandfarlige væsker er den vigtigste parameter flammepunktet, som er et udtryk for, hvilken temperatur stoffet skal opvarmes til for at afgive eksplosionsfarlige dampe. Flammepunktet fremgår af produktets sikkerhedsdatablad. Er væskens og omgivelsernes temperatur lavere, opstår der ikke en eksplosionsfarlig atmosfære, uanset hvor lang tid produktet afgiver dampe i et område.
I praksis arbejder man dog med en sikkerhedsmargen på 10°C for at kompensere for usikkerheden. Sprit har f.eks. et flammepunkt på 13°C og vil derfor afgive eksplosionsfarlige dampe ved normal rumtemperatur. Terpentin har et flammepunkt på 38°C og vil derfor, selv med en sikkerhedsmargen på 10°C , ikke afgive eksplosionsfarlige dampe ved normal rumtemperatur.
Ingen regel uden undtagelse – såfremt produktet forstøves, f.eks. ved sprøjtelakering, bliver der frigjort flere dampe med forøget risiko for eksplosionsfare til følge.
VURDERING AF KLASSIFIKATION
Hvis de brandfarlige væsker kan afgive eksplosionsfarlige dampe, er det nødvendigt med en nærmere vurdering af, i hvilket omfang der skal zoneklassificeres. Klassifikation er i princippet både en risikovurdering af sandsynligheden for, at der kan opstå en eksplosionsfarlig atmosfære og en vurdering af, i hvor lang tid af gangen den vil være til stede. For gasser og dampe er resultatet af denne vurdering, at en række områder klassificeres som zone 0, 1 og 2 afhængig af, hvor hyppigt den eksplosionsfarlige atmosfære opstår. Se figur 1.
DS/EN 60079-10 -1: alternativ metode
Såfremt en virksomhed ønsker en mere detaljeret vurdering, kan metoden i DS/EN 60079-10 med fordel anvendes.
1) Udslipskilder og udslipsgrader
Som før nævnet er der kun tale om eksplosionsfarlige områder, såfremt der sker udslip af brændbare dampe. Derfor skal mulige udslipskilder identificeres og opdeles i tre klasser, efter hvor stor en del af tiden udslipskilderne forventes at forekomme. Se figur 2 herunder.
Udslip, der ikke forekommer under normal drift, medtages. Det er dog værd at bemærke, at der ikke medtages ekstreme hændelser, som f.eks. rør eller pumpe der revner. Derimod medtages sliddele som pakninger i flangesamlinger og ventiler samt pakdåser på pumper, da de over tid kan forventes at lække. Den forventede lækagestørrelse vil hænge nøje sammen med det niveau, der er fastlagt for visuel kontrol på anlægget og hermed muligheden for tidligt i forløbet at konstatere begyndende lækager.
2) Ventilationsgrad
Ventilationsgraden er et udtryk for, hvor stort luftskiftet er sat i relation til udslippets størrelse. Ventilationen kan være mekanisk eller naturlig ventilation. Ventilationsgraden opdeles i tre klasser. Se figur 3 herunder.
I standarden er der en beregningsmetode for to parametre, der kan anvendes ved fastlæggelsen af ventilationsgraden og udstrækningen af det klassificerede område. Ved fastlæggelse af udstrækningen kan man også hente inspiration i eksempler i litteraturen.
3) Ventilationens tilgængelighed
Som beskrevet herover har ventilationen en gunstig indflydelse på klassifikationens udstrækning. Det er derfor af betydning, hvor stor en del af tiden ventilationen kan forventes at være til stede. Dette angives med ventilationens tilgængelighed, som opdeles i tre klasser. Se figur 4 herunder.
SAMMENHÆNG MELLEM UDSLIPSKILDE, VENTILATION OG KLASSIFIKATION
Figur 5 (herunder) er en tabel fra standarden. Den sammenfatter de beskrevne begreber og den resulterende klassifikation. Alle udslipskilder skal i princippet identificeres og vurderes, men med lidt rutine kan en stor del af vurderingerne dog foretages under et. Se figur 5 herunder.
