Den amerikanske elektriker Donnie Johnson overlevede i 2004 en voldsom elulykke. Vi har fået lov til at bringe historien.

Af Susanne Dencker. Kommunikationskonsulent hos TechCare.
Kredit fotos: Donnie Johnson og www.donniesaccident.com.

Torsdag den 4. august 2004 er Donnie tidligt på job. Han har travlt – alle har travlt. For orkanen Charlie er på vej mod Tampa ved Floridas kyst. Med vindstød på mere end 60 m/s varsler orkanen katastrofe.

Men Donnie ryster ikke på hånden. Han er en erfaren og dygtig håndværker med hænderne skruet rigtig på. Han er også Kellys mand. Sammen har de en dejlig søn.

Donnies opgave den morgen er at forberede tilslutningen af en ekstern generator, der skal sikre et stort lager med frosne fødevarer mod strømsvigt i kølvandet på orkanen Charlie. Donnie arbejder grundigt og koncentreret – det beskytter bedre end sikkerhedsudstyr, der er varmt og ubehagelig og hæmmer hans bevægelser, synes han. 20 års erfaring i værktøjskassen, så sker der ikke noget. Der er jo aldrig sket ham noget.

Donnies sidste måling

Donnie arbejder målrettet. Snart mangler han kun en enkelt måling på køleanlæggets hovedskinne, før han kan tilslutte generatoren. Han går ind i fødevarelagerets kontrolrum, åbner tavlen og gør måleapparatets tre næb klar. Fase A sættes på først … dernæst fase B … og så pufffff … tavlen kortslutter …

– Alt dette sker i et splitsekund. Imens jeg bliver blæst omkuld, når jeg at registre en enorm kugle af hvidt lys – en kugle af lyn, fortæller Donnie.

I en tilstand af chok lykkedes det den massivt forbrændte elektriker at rejse sig og finde ud af bygningen. Han har ingen smerter. Først udenfor går det op for ham, at han er kommet til skade, men skadens omfang begriber han endnu ikke. I stedet er det konsekvenserne af, at hele bygningen nu er uden strøm, der fylder hans tanker:

– Åh nej, tænker jeg. Dette lager indeholder Tampas samlede lagerfrostvarer – måske kan jeg kikstarte generatoren på en eller anden måde.

Det gode øre – hvor er det?

Langsomt opfatter han, at han er forbrændt; i ansigtet og på armene. Hænderne er så forkullede, at han nøgternt konkluderer, at han ikke selv kan tage sin mobiltelefon op ad lommen:

– Jeg ber’ så en af dem, der kommer løbende, om at fiske min telefon op, ringe til min kone og holde telefonen op til mit gode øre … Manden stirrer panikslagen på mig: – Har du et godt øre? Jeg forsikrer ham om, at jeg er ok – og at han skal forklare min kone, at jeg er på vej til hospitalet …

– Jeg kan også huske, at jeg bad om, at nogen skulle smide mine sikkerhedshandsker og resten af mit sikkerhedsudstyr ind i kontrolrummet, så det kunne se ud som om, at jeg i det mindste havde forsøgt at overholde sikkerhedsprocedurerne … så trist at tænke på!

Så slukker skaderne for Donnis bevidsthed. I de næste mange uger registrer han ingenting. En respirator trækker vejret for ham igennem en slange i halsen, imens lægerne på Tampa General

Hospital kæmper mod de svære anden- og tredjegradsforbrændinger, som han har pådraget sig på arme, hals, bryst og i ansigtet.

Og lægerne er ikke de eneste, der kæmper:

– På hospitalet taler lægerne med det samme til mig, som om, at det ikke er sikkert, at Donnie overlever det her, fortæller Dannies kone Kelly. – Og dagen efter rammer orkanen Charlie så … jeg og vores søn bliver evakueret fra vores hus – og vi kan ikke komme frem til hospitalet på grund af orkanen – det er alt sammen skræmmende og uvirkeligt.

Imens orkanen Charlie slipper sit greb, tager omfanget af Donnies skader til. Der går betændelse i de forbrændte områder, og medicinen mod infektionerne har ingen virkning. Lægerne er ved at give op. Opfordringen til Kelly lyder: ”Go home and pray.”

Livet får endelig fat

Men Kelly bliver på hospitalet og beder i stedet lægerne trods de dårlige ods om at fortsætte med at kæmpe for Donnies liv. Man prøver med ny medicin. Den virker. Langsomt får den greb om infektionerne. En lang og sej kamp tilbage til livet kan tage sin begyndelse for Kellys mand.

Det første Donnie husker efter ulykken er, at han ser sin søn gå forbi sengeende på hospitalstuen. Da er der gået 1½ måned.

– Da min far vågner op, kan jeg fornemme, at han stadig er den samme person, fortæller Kelly og Donnis nu voksne søn. – Hans krop er bare så lille og så slemt tilredt … og alle de mange operationer … og så skal han jo lære det hele forfra; at gå og at bruge sine arme. Alt det kunne han – og hele vores familie – have undgået, hvis han bare havde brugt 10 minutter på at tage sit beskyttelsesudstyr på.

15 måneder efter ulykken – i november 2005 – vender Donnie tilbage til sin arbejdsplads Borrel Electric i Tampa. Han får et job som projektleder, da følgerne efter forbrændingen gør, at han ingen føling har i sine hænder, og derfor ikke længere kan arbejde med dem.

A man on Mission Be Safe

Siden ulykken har Kelly og Donnie viet al deres fritid til én mission: Be Safe!

På hjemmesiden www.donniesaccident.com viser parret film fra hele Donnis sygdomsforløb. På siden advarer de mod barske billeder. Advarslen er ingen overdrivelse! Kelly og Donnie holder også foredrag på konferencer og ved sikkerhedsarrangementer på virksomheder rundt i hele USA.

– Jeg ved præcis, hvad du mener, når du spørger til Tarzan- og John Wayne-syndromet, bekræfter Donnie. – Et motiverende element for mænd, der arbejder med elektricitet, er jo også faren og dermed spændingen ved det. Den der ”tough guy” mentalitet er udbredt. Når jeg fortæller min historie, så siger jeg sådan her: Jeg er ikke her for at lære dig om sikkerhedsprocedurer – dem bør du selv kende. Jeg er her for at fortælle dig, hvad der kan ske, hvis du ikke følger dem!

Donnie ser på sine hænder: – Før Kelly og jeg blev gift, sagde jeg til hende, at disse var sikkerheden for, at vi altid vil have penge. Jeg var lige ved at miste dem. Jeg var lige ved at miste mit liv, fordi jeg ikke brugte sikkerhedsudstyr.